Der manglede et værktøj, der hurtigt kunne sammenfatte og identificere praktiske anvisninger

Udgivet:
8.4.2024
Læsetid:
15
Sanne Markwall

Sanne sprang ud som selvstændig med ny strategi-software

Gennem 11 år arbejdede Sanne Markwall i konsulentvirksomheden Vinderstrategi A/S og siden 2014 som administrerende direktør. Nu er hun sprunget ud som tech-iværksætter, der hjælper virksomheder lige fra startups til større selskaber med at udvikle og holde styr på strategien via et nyt digitalt værktøj.

Det er en kendt sag hos mange ejerledere, at strategiarbejde er svært, koster mange ressourcer både i egen tid og timetal til dyre konsulenter, og alligevel ender mange strategier med at fejle.

Fejlraten for mange virksomheder ligger rundt regnet på to ud af tre. Altså når blot en tredjedel af alle strategier i mål.

Det er et (for) stort spildt arbejde, vil nogle mene. Andre øjner et enormt potentiale. En af dem er Sanne Markwall, som i mere end 20 år har arbejdet med forretningsudvikling, eksekvering og forandringsledelse i praksis.

Fra 2014 var hun administrerende direktør i konsulentvirksomheden Vinderstrategi A/S med base i København. Her var hun helt fra begyndelsen i 2009 med til at bygge virksomheden op og udvikle de kommercielle aktiviteter.

Men samtidig begyndte en tanke at spire i hende om at gøre strategiarbejdet mere enkelt, konkret og ikke mindst digitalt, så mange flere virksomheder ville få bedre mulighed for at nå deres strategiske mål.

Først en sæbekassebil

Efter flere års tilløb etablerede Sanne Markwall sit eget selskab i april 2019 og satte software-udviklerne i gang. Efteråret stod i testens tegn med involvering af virksomheder, samarbejdspartnere og andre interessenter som banker og revisorer, og 20. marts - netop som Danmark var lukket ned - var det digitale værktøj MakeMyStrategy i luften og den første kunde landet.

Jeg vidste godt, at jeg ikke indledningsvis skulle udvikle en Lamborghini. Det er bedre at begynde med en sæbekassebil og så udvikle videre derfra. Derfor har der hele vejen igennem været tale om et co-creator projekt, hvor jeg har benyttet mig af de input, som jeg har fået. Jeg troede for eksempel, at det var et værktøj til iværksætteren, som jeg var på vej til at sende i markedet, men det viste sig med få ændringer, at det også rammer både de mange små og mellemstore samt større virksomheder, forklarer Sanne Markwall.

Det betyder, at MakeMyStrategy i dag kører i tre spor. En starter-udgave for iværksætteren, Pro-udgaven til SMV'erne og Pro+ til store selskaber, hvor strategiplanen ofte involverer mange personer.

Prismodellen er også rettet til undervejs.

I testen arbejdede vi med, at virksomhederne skulle betale et engangsbeløb for adgang i en begrænset periode, men størstedelen ønskede en abonnementsordning med binding på et år og derefter mulighed for at købe adgang på månedsbasis, siger Sanne Markwall med et smil.

Prisen for Pro-udgaven er 875 kroner per måned for tre brugere - eller 10.500 kroner på årsbasis. Det svarer omregnet til omtrent en-to håndfulde eksterne konsulentimer, og det er altså her, at MakeMyStrategi skal tage konkurrencen op.

Let og fleksibelt

Jeg ved, at mange virksomhederne gerne vil arbejde med strategi, men ressourcerne er ofte en udfordring. Det kræver både manpower og økonomi, men der er også brug for, at det er fleksibelt i forhold til driften i mange ejerledede virksomheder, fortæller Sanne Markwall og fortsætter:

For at kunne lave den bedste plan for virksomheden, er der mange bolde at holde styr på. Det skal derfor være let og tilgængeligt at involvere forskellige personer undervejs, og der er brug for, at alle analyser bliver flettet sammen, så det, der er essensen, kommer frem. Samtidig skal ejerlederen selv kunne hoppe frem og tilbage eller springe til og fra strategiarbejdet, når det passer ind i en ofte travl hverdag.

Softwaren holder styr på alle informationer og er virksomhedens digitale projektleder, der guider gennem hele processen. Ejerlederen bliver bedt om at forholde sig til både interne styrker og svagheder i maskinrummet samt eksterne faktorer, der kan vise muligheder og trusler. Og SWOT-analysen viser en konklusion for hvert tema, som lederen så kan navigere efter, siger Sanne Markwall og tilføjer, at bestseller-bogen 'Strategi i Vindervirksomheder' er fundamentet under systemet.

Vision og verdensmål

Sanne Markwall understreger, at det i hele forløbet er virksomheden, som sidder med styrepinden for processen. Det er ikke en ekstern konsulent, og derfor er værktøjet mindre personafhængigt.

Navigeringen foregår som et trafiklys med farverne rød og grøn. Det er altså ikke tvivl om, hvor der er fare på færde, og hvad der kræver særlig opmærksomhed.

Jeg har ikke selv forstand på IT, og derfor har det været vigtigt for mig, at vi bevæger os på brugerniveau. Det må ikke spænde ben i strategiarbejdet, siger Sanne Markwall

Målet med strategiarbejdet er, at virksomheden bliver helt klar på missionen, visionen og værdierne gennem spørgsmål og opgaver. Der er selvfølgelig også mulighed for at indarbejde FN's 17 verdensmål.

Slutproduktet er en konkret handlingsplan, et executive summery (resume) og en detaljeret strategiplan, som sikrer sporbarhed og indeholder samtlige dokumenter - både egne og de, der ligger i værktøjet.

Virksomheden får et digitalt strategirum, hvorfra strategien løbende kan udarbejdes, og hvor værktøjet holder styr på alle elementerne, forklarer Sanne Markwall.

Bygger univers op

Sanne Markwall er et halvt år inde i driften af sin egen virksomhed, MakeMyStrategy ApS, godt tilfreds med modtagelsen i et coronapræget marked:

Det har været SMV'erne, der har reageret hurtigst og bedst, mens iværksætterne typisk først og fremmest tænker på at komme ud med deres idé. MakeMyStrategy er ikke et eksekverings-værktøj, det er et værktøj til at udvikle strategier, men startup-virksomheder har også brug for at have strategien klar, når de for eksempel skal i banken.

Og Sanne Markwall holder fast i sin egen mission om at demokratisere strategiarbejdet i virksomhederne og en stærk co-creator tilgang.

Jeg har fokus på at bygge et nyt univers op, som kan hjælpe virksomhederne. Jeg har inddraget en række eksterne konsulenter undervejs, og på et tidspunkt blev jeg spurgt om muligheden for at blive MakeMyStrategy-certificeret. Det førte til, at jeg sad sammen med fire konsulenter og et par virksomheder og udviklede et certificeringskursus. Indtil videre er 15 rådgivere certificeret, og de bruger nu det digitale værktøj ude i de virksomheder, som de arbejder i, slutter hun.

Derudover har MakeMyStrategy indgået aftaler med kommercielle partnere som blandt andre bestyrelsesnetværkene Asnet og BetterBoard samt brancheorganisationen Danske Maritime.

Denne artikel er udgivet på Erhverv+ den 10. november 2020.

Med MakeMyStrategy gennemførte vi opgaven hurtigere og ved egen hjælp

Christian Thing

Bestyrelsesformand

Living Better A/S

Læs mere

Den fulde artikel udgivet i Erhverv+ den 10. november 2020
Hent her