80% af landets virksomheder har mindst én fælles udfordring: Dystre prognoser for 2023. Hvad gør man så?

Udgivet:
23.2.2023
Læsetid:
10
Sanne Markwall

Vi kender dem alle sammen: Kloakmesteren fra København, frisøren fra Fredericia, bilforhandleren fra Bjerringbro – Danmarks mindre, ejerledede virksomheder.

De udgør 80 pct. af landets virksomheder og har mindst én fælles udfordring: Dystre prognoser for 2023. Renteniveauet og recession betyder formentlig, at mange bliver nødt til at stramme bardunerne.

Har du læst nogle af mine klummer det seneste år, tænker du måske: Åh nej – nu kommer der endnu en formaning om nødvendigheden af strategi.

Den vil jeg spare dig for. Næsten. For formaningen er stadig helt på sin plads.

Når alle ved, at du som ejerleder alligevel bestemmer i sidste ende, er det simpelthen ikke muligt at foregive, at du f.eks. blot er daglig driftsleder.

De seneste tal, jeg har set - fra professor på CBS Kasper Meisner Nielsen - viser, at omkring 25 pct. af vores mindre, ejerledede virksomhed slet ikke har en strategi. 28 pct. er i gang med at udvikle en. Og 17 pct. har målsætninger, men hverken analyse eller grundlag bag. Det er ikke opmuntrende læsning.

Alligevel vil jeg denne gang fokusere på det mindretal, som faktisk både har en strategi og måske endda ansat en bestyrelse eller medarbejdere for at sikre, at den bliver implementeret og forankret i organisationen.

Sidste år mødte jeg en del af disse front-runnere, da jeg fulgte i hælene på Virksomhedsbørsens masterclass om køb og salg af virksomheder rundt om i landet. På vej hjem i bilen dukkede det samme spørgsmål ofte op i mit hoved: Kan det overhovedet lade sig gøre, at lægge ansvaret for dit livsværk i hænderne på andre – for eksempel en bestyrelse – man selv har ansat?

Mit svar er nej.

LÆS OGSÅ Hallo topchef: Giv mellemlederen en fair chance

Forankring, uddelegering og udfordring af status quo er nødvendig. Her kan du som ejer både bruge en dygtig bestyrelse, medarbejdere eller – for den sags skyld – konsulenter. Men ejerskabet og ansvaret kan du ikke løbe fra.

Forklaringen er enkel: Når alle ved, at du som ejerleder alligevel bestemmer i sidste ende, er det simpelthen ikke muligt at foregive, at du f.eks. blot er daglig driftsleder.

I psykologien taler man om asymmetriske relationer. Den slags relationer, hvor én bestemmer mere end andre. Og de bliver ikke mere lige, fordi man foregiver jævnbyrdighed. Sådan er det i alle livets forhold.

Når direktøren er med til firmafesten, bliver hun ikke pludselig til en jævnbyrdig kollega, fordi hun drikker sig fuld i baren. Og når du bliver stoppet af politiet på motorvejen, er det jo heller ikke bare ”Michael med uniform på”, der beder dig rulle vinduet ned.

Som tv-værten Sofie Linde sagde i sin prisbelønnede Me-Too-tale til Zulu Awards for nogle år siden: ”…det kan vi da godt lege, det kan vi da godt – men sådan er det bare ikke”.

Forsøger du alligevel at foregive, at dit ejerskab ikke betyder så meget, risikerer du både at skabe slør i beslutningerne, uklarhed om retningen og stressede medarbejdere. For det bliver alt for svært at navigere i et sådant farvand.

I stedet skal du som ejer stå ved din magt, rolle og position. Lad bestyrelsen hjælpe med retningen. Inddrag dine medarbejdere i både strategi- og ideudviklingen. Hyr en konsulent (hvis det er nødvendigt) til at bibringe perspektiver udefra.

Men tag altid ejerskabet og ansvaret på dig.

Denne klumme er udgivet på Jyllands-Posten Finans og i Jyllands-Posten, Erhverv den 20. februar 2023.

Er du interesseret i at høre mere om hvordan den digitale og enkle MakeMyStrategy™ platform kan hjælpe jer med at skyde genvej til en sikker kurs, gode resultater og øget virksomhedsværdi - ja, så kontakt os på info@makemystrategy.com eller book en demo HER