Direktørens svar afslører, om alarmerne bør blinke

Udgivet:
27.9.2022
Læsetid:
5

Mange små- og mellemstore virksomheder henter tonsvis af data fra IT-systemer, undersøgelser og analyser. Men mange glemmer at forene dem, når strategien skal udarbejdes.

Kick off-arrangementet er næsten slut. Strategifilmen er vist, power pointen præsenteret og medarbejderne nyder kagen, som er blevet serveret i dagens anledning.

Så sker det: Ham den stille fyr fra IT-afdelingen rækker hånden op og siger:

»Jeg viste vores platform til min store søn i går. Han sagde, at nogen på hans gymnasium vist var i gang med at lave en gratis app, som kunne næsten det samme, som vi tilbyder. Hvordan ved I, om kunderne vil betale for vores løsning om tre år?«

Direktørens svar vil afsløre, om virksomheden bruger data strategisk. Hvis svaret er fuldt af håb og fornemmelser, bør advarselslamperne blinke. Alligevel har jeg ofte oplevet, at håb, fornemmelser og personlige erfaringer ofte overskygger solid data, når strategien skal på plads.

LÆS OGSÅ Sjusket strategi hos de små, giver de store frit spil

Den oplevelse bekræftes af en ny rapport fra sikkerhedsfirmaet Talend. Rapporten viser, at op mod 78 pct. af virksomhedslederne på verdensplan ikke aner, hvordan de skal bruge data. Og at en tredjedel slet ikke bruger data til at træffe beslutninger.

Samme billede ses i en rapport fra analysehuset EConsultancy og webanalytikerne i Lynchpin. Den viser, at under halvdelen af virksomheders tilgængelige data bruges til at træffe beslutninger i marketingsammenhænge. Og at 48 pct. af data ikke er indarbejdet i virksomhedernes forretningsplaner.

Data skal samles – ikke kun indsamles

Min erfaring fra 25 års strategirådgivning er, at udfordringen er særlig stor hos mange små og mellemstore virksomheder. Ofte handler det om internt samarbejde.

Marketingafdelingen køber undersøgelser. IT-afdelingen henter adfærds-data. HR har en rekrutteringsfornemmelse. Receptionen taler med de sure kunder. Kommunikation abonnerer på en masse nyhedsbreve. Men data og viden bliver ikke altid samlet, vægtet og prioriteret i strategien.

Ofte dominerer data fra den afdeling, som råber højest. Jeg har endda oplevet, at afdelinger ligefrem kommer til at modarbejde hinanden – uden at vide det – fordi de ikke forener deres data. Det giver skrøbelige fundamenter for forretningsstrategien og en uklar analyse af fremtiden.

Data afgør strategiens værdi

Som virksomhed skal man spørge sig selv: Bruger vi data rigtigt, når vi tegner vores fremtid?

Vi lever i en tid, hvor forandringerne kommer hurtigere, end man næsten kan nå at skrive strategien. Og én forandring kommer sjældent alene. Når en pandemi rammer, medfører det forsyningsproblemer, nye rammebetingelser – ja måske endda nye internationale spændinger.

Derfor er det ekstra vigtigt, at data bruges klogt, samlet og vægtet, når virksomhedens landkort skal tegnes.

Hvis strategien ikke er databaseret, risikerer man at tegne et landkort, som ikke passer med virkeligheden.

Ja, vores produkt er efterspurgt nu, men hvad viser marketingsafdelingens data om forandringerne i kundeadfærden? Ja, vi har dygtige medarbejdere lige nu, men hvad viser HR’s data om fremtidens rekrutteringsgrundlag? Ja, vi har sunde forsyningslinjer fra udlandet nu, men vil den regionale udvikling fortsætte eller skal vi afsøge nye leverandører?

Brug af data har selvfølgelig faldgruber. Når mængden af data er stor, kan man hurtig få diagrammerne til at vise det, man leder efter – og så er man lige vidt. Derfor skal databaseret strategi være drevet af nysgerrighed – ikke behovet for at bekræfte egne fornemmelser.

Én ting kan man dog være sikker på. Hvis strategien ikke er databaseret, risikerer man at tegne et landkort, som ikke passer med virkeligheden. Og så kan selv ikke den bedste strategifilm, power point eller kick off-kage redde dagen.

Denne klumme er udgivet på Jyllands-Postens Finans samt i Jyllands-Posten, Erhverv den 11. februar 2022

BOOK EN DEMO En demo af MakeMyStrategy™ er altid gratis - book den tid der passer dig HER